Hvad Lykketoft og Dyremose mener, er fuldstændig ligegyldigt – hurra for TDC

Hvorfor er det relevant, hvad to tidligere finansministre har at sige om det, at tre store danske pensionsgiganter trækker stikket på en elendig investering? Svaret er enkelt. Hvad Mogens Lykketoft og Henning Dyremose i dag mener om, at ATP, PFA og PKA vil sælge deres halvdel af 144 år gamle TDC, er i virkeligheden fuldstændig ligegyldigt. Det er måske lidt respektløst at hælde Danmarks måske dygtigste finansminister nogensinde og den kompetente Dyremose ned ad brættet. Lykketoft privatiserede trods alt TDC i 1997-1998, og Dyremose ikke bare forvandlede sin store politiske karriere til en toppost som administrerende direktør for TDC, men blev også formand for både Dansk Industri og Danmarks Eksportråd. Men det har karakter af et ligegyldigt ligsyn eller finansiel arkæologi, når Dyremose i Berlingske lægger skylden for, at TDC er endt som vraggods for store danske pensionskasser, på, at der i 2005 blev gjort op med en stemmeretsbegrænsning. Begrænsningen betød, at ingen aktionær dengang kunne opnå mere end 9,5 procent indflydelse på generalforsamlingen – en klods om benet på TDC. Det er ligeledes ubrugelig postfaktuel historieskrivning at påstå, at TDC var blevet en førende europæisk telegigant, hvis ingen havde pillet ved den virksomhed, som Dyremose var med til at skabe som administrerende direktør og formand mellem 1998 og 2008. Slut med kobber i 2029 Det er snart femten år siden, at Lykketoft fortrød salget af TDCs kobbernet. Nu handler synspunktet igen om problemet ved, at en dansk virksomhed, som driver noget infrastruktur, måske bliver 100 procent udenlandsk ejet. I øvrigt bliver kobbernettet helt lukket i 2029 – af TDC Net. »Den væsentligste overvejelse må være, om det er tiden til at overlade et stykke infrastruktur til en udenlandsk ejer, som ikke nødvendigvis har nogen sammenfaldende interesser med os,« siger Lykketoft og henviser til, at ATP i 2018, da de købte TDC sammen med Macquarie samt PFA og PKA, begrundede transaktionen med ønsket om at bevare infrastruktur på danske hænder. Man må ikke håbe, at Lykketofts udtalelser er et magtspil, hvor han som formand for statslige Energinet øjner muligheden for at føje TDCs fibernet til sine egne gas- og elledninger. Et citat fra Dyremose strider direkte mod de faktiske forhold. »Den væsentlige problemstilling er, at vi dengang investerede en væsentlig del af infrastrukturen, og det betød, at Danmark blev et digitalt foregangsland. Det er svært at se, hvordan det skal blive fastholdt. Nu kan vi kun håbe på de almindelige markedskræfter, der sikrer, at der kommer de nødvendige investeringer,« siger han i Berlingske. Citatet er simpelthen hverken retvisende eller retfærdigt. Hvis der er noget, TDC har gjort under ejerskabet, hvor Macquarie har ejet halvdelen af TDC og pensionsgiganterne den anden halvdel, så er det at investere. Medmindre TDC lyver, så var selskabet det første herhjemme til at lancere 5G – den nyeste generation af trådløst internet, der betyder både hurtigere hastigheder og lavere forsinkelse end 4G; 5G-netværket dækker 99,7 procent af Danmark. TDC har ifølge Teknologisk Institut i 2025 det bedste mobilnetværk – for tiende år i træk. En opgørelse fra SpeedGeo viser tilmed, at Danmark har Europas hurtigste mobile internethastigheder. Her er Macquaries løfter Macquarie giver i pressemeddelelsen i forbindelse med købet af de sidste 50 procent af TDC nogle ret præcise løfter om, hvad de har tænkt sig at gøre. Det overordnede løfte er, at der ikke er ændret et komma i TDCs strategi. De konkrete løfter er desuden at færdiggøre fibernetudrulningen til cirka én million hjem svarende til 33 procent af alle husstande, at investere i transformationen af it og sikkerhed, at implementere de allerede afgivne klimamål og at lukke gamle netværk. Tiden er kommet til at omfavne Macquarie, selvom det naturligt er svært at elske vampyrkænguruer med tanke på kapitalfondens berettigede elendige ry i forhold til deres rolle i den europæiske udbytteskandale. Det kræver lidt psykologisk arbejde at aktivere kærlighed til Macquarie. Inspirationen kunne være at nære afsky for Putin, men at elske russisk kaviar. Eller at foragte Trump, men elske USA. Eller at finde ballet irriterede, men at elske Tchaikovskys musik til Svanesøen. Hvis man gør sig lidt umage, kan man godt proppe sine følelser i forskellige kasser. Så hvad nu, hvis det faktisk er fornuftigt, at verdens største infrastrukturfond driver TDC videre alene uden at have pensionskasser uden en bønnes indsigt i telemarkederne med på slæb. Så lad os tage et opgør med fordommene om Macquarie og TDC. Fordommene om, at kapitalfonde er en slags gribbe, som tømmer selskaber for værdier og indhold, før de sender dem videre, er taget ud af den blå luft. Kapitalfonde lever af det modsatte, nemlig at købe selskaber for at udvikle dem og så sælge dem videre i en helhed eller i enkeltdele. Inden for netop tele har den svenske kapitalfond EQT udviklet den danske teleguru Niels Zibrandtsens livsværk, Global Connect, til en stor regional aktør med 800.000 private kunder og 30.000 erhvervskunder i Danmark, Norge, Sverige, Tyskland og Finland. Det var eksempelvis under den danske kapitalfond Axcels ledelse, at smykkefirmaet Pandora blev gjort til et globalt varemærke. Resultaterne i TDC har været så elendige, at Macquarie er pisket til at udvikle TDC, hvis de vil have noget for selskabet, når de engang skal sælge det. Macquarie har en 10-15 år lang investeringshorisont: et salg er tidligst på tapetet fra 2028. Sket helt uden statsmidler Det er fuldstændig tabt i diskussionen og i de irrelevante indlæg fra Lykketoft og Dyremose, at det private marked og private virksomheder står bag Danmarks førerrolle i forhold til en moderne tele- og datainfrastruktur. Det er sket helt uden statsmidler. Hatten af for det. Hvem tror, at det ville have været bedre med en Ørsted-konstruktion? Ingen – tværtimod. Påstandene om, at TDC og især datterselskabet TDC Net er unik dansk infrastruktur, er noget vås. Det var sandt en gang, da alle havde fastnettelefoner, men når det gælder mobiltelefoni er der ud over TDC store konkurrenter i Telenor, selskabet 3 og nu Norlys/Telia. Når det gælder fibernet, som skal graves ned i jorden, så er der også masser af udbydere. TDC har en betydelig markedsandel, men store spillere er i dag også energiselskaberne. Der er eksempelvis Norlys/Ewii, Andels fibernetselskab Fibia, EnergiFyn og mange flere. I forbindelse med at Norlys købte Telias danske forretning for 6,3 milliarder kroner sidste år var en betingelse for handlen fra konkurrencemyndighederne, at andre aktører fik adgang til Norlys' fibernet til en rimelig betaling. Det er en sjov krølle, at Norlys i 2022 solgte 35 procent af sin Fibernet-division til den hollandske pensionsfond PGGM og den franske energikoncern EDF. Der er udenlandske ejere i andre dele af den danske teleinfrastruktur. Det er helt absurd, hvis myndighederne insisterer på dansk ejerskab af TDC af nationale sikkerhedshensyn. Det synspunkt er næsten grinagtigt, når amerikanske techgiganter som Google, Amazon, Microsoft, Apple og Facebook totalt dominerer danskernes og erhvervslivets hverdag uden krav om dansk ejerskab. Hvis TDC bryder ned eller svigter danskerne, er der modsat masser af selskaber til at tage over. På den måde har ATP, PFA og PKA ret, når de taler om, at der er sket så meget med den teknologiske udvikling, at de sådan set ikke er nødvendige som ejere. Ejer Macquarie så TDC om ti år? Næppe. Markeds- og teknologiudviklingen vil indtræffe så hurtigt, at TDC med sikkerhed vil indgå i en konsolidering med danske eller udenlandske købere. De klogeste mennesker, som jeg har talt med, regner med, at konsolideringen starter herhjemme, hvor der er rigeligt med tele- og fiberselskaber. Det er i gang. I december købte Norlys det lille fibernetselskab GEV. Thomas Bernt Henriksen er Berlingskes erhvervskommentator https://www.berlingske.dk/kommentar/hvad-lykketoft-og-dyremose-mener-er-fuldstaendig-ligegyldigt-hurra-for